UDSTILLING: 15. september – 9. december 2007.
Stuer og køkkener, lofter og kældre, hemmelige lagre. De danske kunstsamleres private hjem bugner af spektakulær, ung kunst. Samlerne er ramt af en gal kærlighed til kunsten. Den er deres hjerteblod. De har fingeren på pulsen, og de er altid på jagt efter det næste fund. Nu giver de os et enestående smugkig ind i deres samlinger.19 danske samlere udlåner nogle af deres bedste værker til MAD LOVE. 136 værker af 75 danske og internationale kunstnere præsenteres – fra store, etablerede navne til nye, efterspurgte talenter. Blandt kunstnerne er tyske Jonathan Meese, amerikanske Dearraindrop, engelske David Shrigley, sydkoreanske Osang Gwon, mexicanske Dr. Lakra, sydafrikanske William Kentridge, amerikanske Michael Bevilacqua og norske Torbjørn Rødland. Desuden deltager danske kunstnere som Olafur Eliasson, Tal R, Andreas Schulenburg, HuskMitNavn, Torben Ribe, Jes Brinch og Henrik Plenge Jakobsen.Udstillingen gør status over den kunstneriske kreativitet lige nu, hvad enten den er skøn eller hæslig, pjanket eller alvorlig, drømmende eller strengt nøgtern. Storbyens rå gademiljøer er grobund for mange af værkerne. Andre ser ud, som var de hentet fra det bageste mørke på legetøjsbutikkens hylder. Populærkulturens billeder og materialer er et slaraffenland for de unge kunstnere. De omsætter deres indtryk til surreelle, sjove, smukke og groteske værker, der på én gang afslører og fortryller vores virkelighed her og nu.
se mere på : http://www.arken.dk/exhibition_item.asp?ID=16101
Ingen kommentarer:
Send en kommentar