Henry Heerup ”Jeg vil nødig lyde indbildsk, men der er noget om, at jeg er folkelig. På den måde, at jeg er forståelig. Folk elsker, at de ligesom kan støtte sig til noget.”
Begrebet ”folkelig” får til tider en ufrivillig nedsættende klang i betydninger som naiv, banal og overfladisk. Men ”folkelig” – i forbindelse med kunstneren Henry Heerup – rummer andet og meget mere end denne betydning. Det ”folkelige” skal forstås som Heerups unikke evne til at finde motiver af universel og fællesmenneskelig karakter i sin helt private sfære – og omvendt. Heerup formår om nogen at omsætte livets store emner til et forståeligt og genkendeligt billedunivers, hvor den hyppige brug af dagligdags begivenheder og genkendelige symboler gør, at folk i hans værker faktisk ”kan støtte sig til noget”.
Henry Heerup: Fredsklokken, 1944. Herning Kunstmuseum
Folkelig betyder, med Heerups egne ord, forståelig. Folkelig på den måde, at forståelsen af Heerups kunst er mulig på mange niveauer, hvorfor Heerup, som en af de få kunstnere herhjemme og i udlandet, formår at forene både bred folkelig popularitet og betragtelig høj kunstnerisk anerkendelse.
I værkerne behandles livets centrale temaer på en uforfinet og ukompliceret måde i en afstandtagen til det intellektuelle akademiske. Heerups levevis og dyrkelse af naturen afspejles direkte i motiv- og farvevalg. Kunstproduktionen foregår midt i naturen, hvor også livet leves, og hvor essentielle emner som seksualitet, fødsel og død tænkes ud fra et vitalistisk ideal om den intuitive livsbekræfter.
Henry Heerup: Badende børn, 1955. Privateje
Om dette fortæller Heerups hustru Marion: ”Hele hans liv er gennemtrængt af en art ceremonier, mest i form at et tilbedelsesforhold til naturen”. Og ligeledes: ”De ting han én gang mener, han skylder naturen – at bade, hvis det er badevejr, at sidde, hvor solen er – dem udfører han, lige meget hvor stor en belastning, de er for hans program. Det er, som om det er det ritual, der tvinger ham til det – at han må vise solen den ære at sidde, hvor den er”.
På denne baggrund afspejles det, hvorledes dyrkelsen af naturen og glæden ved kroppens arbejde fungerer som katalysator for den kunstneriske produktion – og omvendt.
Billedkunstnerisk ses venerationen og respekten for naturen i en dyrkelse af livet med motiver som fosteret, kvindeskødet, moderskabet og familien. Alle omhandler de det spirende liv, essensen af den livsbekræftende kunst.
Den vitalistiske livsanskuelse kommer også til udtryk i Heerups behandling af materialet. Tydeligst er dette i arbejdet med stenskulpturerne, hvor ideen om, at bag granittens harnisk gemmer der sig en levende natur, en form, man blot skal hugge ud af den omkringliggende masse. Formen – stenens motiv – skjuler sig i en tilsyneladende livløs natur og huggerens arbejde består i at frigøre livskraften.
Henry Heerup: Paa Livsvejen, 1960. Heerup Museum
Formsprog
Det første man lægger mærke til ved mange Heerup-billeder, er den hyppige brug af velkendte symboler – især hjertet, korset og hjulet. Men det myldrer også med nisser, katte og skraldemænd, der i det heerupske billedsprog tilegnes en vedtagen betydning gennem gentagen brug. Således skaber blandingen af almene symboler, historiske kendsgerninger og personer fra Heerups privatsfære på lærredet en række genkendelige figurer, der, i fortættet form, godtages som vedtagne tegn, idet de underbygger værkernes gentagne tematikker.
En række af disse er efterhånden blevet alment kendte: cyklen, skraldemanden, nissen, fostret, familien, manden og kvinden. Især nissen, der, som selvsymbol, fortæller noget om Heerups selvopfattelse. På trods af den spidse hue, er der ikke tale om en drilsk julenisse men snarere om en naturens kispusmager – en pan, som den fra eventyrene, der driver gæk med menneskene og roder bod igen for, som tolk mellem menneske og natur, at genskabe livsbalancen.
Det er tydeligt, at Heerup ønskede at indføre en vis balance i tingene, for som han selv udtrykker det: ”For megen harmoni virker sløvende. Det er disharmonier, som sætter sjælens aktivitet op”.
Henry Heerup: Uden titel, 1970. Udsmykning til Kampsax Kollegiet
Helt konkret ser man ofte på værkerne, hvorledes lærredets fysiske tilstedeværelse overholdes således, at det naturalistiske billedrum forlades til fordel for fladebetoningen. Figurerne træder ofte helt frem i forgrunden, som en slags collage eller frise, hvor motivernes størrelse ikke afhænger af perspektiv, men af deres betydningers indbyrdes vigtighed. Dette, sammen med den ornamentale dekoration, er beslægtet med vikingetidens elegante slyngninger og middelalderens kalkmalerier.
Den skarpe konturlinie afgrænser figurerne fra hinanden og giver dem et omrids, der gør dem tydelige. Heerups farvespekter spænder bredt, men alligevel er der noget elementært over valget af farver, der gør dem – som figurerne – til symbolfarver.
Den direkte perception af elementerne på værkerne er som sådan heller ikke diskuterbar. Snarere er der lagt op til en umiddelbar opfattelse af symbolernes betydning, hvor den individuelle tolkning først gør sig gældende i forholdet mellem symbolerne på det enkelte værk.
I modsætning til nogle af Cobra-bevægelsens andre kunstnere er Henry Heerup ikke nogen spontan eller abstrakt kunstner. Gennem sin kunst taler Heerup i et klart og tydeligt sprog, hvor billedbudskabet formidles som universelle emner, der også kan indeholde et enestående budskab for den enkelte. Det er herfra Heerups ”folkelighed” får sin værdi.
Henry Heerup: Mand, Kvinde og Tempel, 1954. Rødovre Centrum A/S
Mand, Kvinde og Tempel, 1950
I forgrunden står manden, rank og muskuløs. Han står i den klassiske kontraposto med ryggen til beskueren, hvilende på sin højre fod. På hovedet bærer han, det der minder om en romersk soldaterhjelm, men udover denne er han nøgen. I hånden bærer han en stor hammer, arbejderens og stenhuggerens redskab. Ved hans fod står hjulet, symbolet på livets cyklus.
Manden er vendt mod kvinden, der træder frem med front mod manden. Bag sig medbringer hun Solen og morgenen, der allerede har lagt sine stråler på den grønne natur i baggrunden. Hun er ligeledes nøgen.
Mellem manden og kvinden ligger templets ruiner. Intet i billedet antyder, hvad der kan have forårsaget dette kaos. En ensom søjle står stadig midt mellem manden og kvinden – vil den vælte også?
Værket fortæller om livets cyklus på det stadie, hvor den gamle kultur er styrtet og den nye fødes. Manden og kvinden er, som de første mennesker, Adam og Eva, var, endnu nøgne. Kvinden, der kommer med den nye verdens dagning, repræsenterer den natur, det nye liv skal vokse af. Manden står klar med arbejdets redskab til at (gen)opbygge af templets ruiner en ny verden. Således fortæller værket om dialektikken mellem liv og død, livsbalancen, der er nærværende i Heerups kunstproduktion.
Henry Heerup: Krig og Fred, 1945. Privateje
Krig og Fred, 1945
Af Lotte Korshøj
Mørket har sænket sig, og til venstre i billedfladen fyldes luften med faldskærme. Et fly viser sig på himlen, og som symbol på krigens realiteter mimer dette fly korsets form - dødens symbol. Dette dystre univers modsvares dog af et anderledes lyst sind, der præger højre side af billedet. Her symboliseres det trygge og hjemlige ved et teglstenshus, fra hvis tag der fremvokser en kæmpemæssig blomst.
Som tegneseriens tankeboble danner blomsten et billede af den idyl, der findes indenfor hjemmets trygge vægge. Blomstens hoved udgøres således af billedet af en moder med sine to børn, der meget vel kan være Heerups første kone Mille og børnene Ole og Nanna, som ofte finder plads og hjerterum i Heerups billedunivers. Figurerne er omgivet af den røde farve, som understreger det stærke kærlighedsbånd, der forbinder dem.
Billedet omfatter, som titlen antyder, temaet Krig og Fred, og berører dermed også forholdet mellem liv og død. Poler, der eksisterer i kraft af hinanden, og som ikke mindst er allestedsnærværende i det ”Heerupske univers”.
Spændt ud mellem disse yderpunkter ser man centralt i billedfladen en cyklende skikkelse, der i høj fart bevæger sig nedad en dominerende arabesk. Sandsynligvis et billede af Heerup selv. Et menneske placeret mellem krig og fred, mellem liv og død – En kunstner placeret midt i livet!
Henry Heerup: Bryllupskareten, 1963. Louisiana
Bryllupskareten, 1963
En hest og en brud så hvid som sne, et hjerte så rødt som blod og et kors så sort som ibenholt.
Bryllupskareten er et eventyrligt billede, der hylder kærligheden som fundament for livet: Et nygift par har fundet hjerterum og sat fælles kurs. Tæt sammen i karetens grønne rum griber de fast i hestens tømme, livsrejsen kan begynde. Kareten er formet som et rødt hjerte, det ultimative kærlighedssymbol. Heerup har ”presset” hjertet lidt så det passer inden for billedrammen og kareten kommer til at minde om et æble. Æblet fra syndefaldet måske eller æblet fra eventyrerne?
En strålende solsikke lyser som en gul klode under hestens mule. Blomstens form gentages i hjulet, der trækker kareten af sted, og i blomsterne, der som små sole eller miniaturehjul understreger motivets dynamik. Kærlighedskareten er startet og livshjulet er sat i bevægelse. Hjulets eger danner et mørkt kors. Heerup skaber et arketypisk symbol, der understreger, at livet og kærligheden kun eksisterer i kraft af døden. Som i middelalderens kalkmalerier symboliserer hjulet livsrejsen, menneskets rejse fra vugge til grav.
Motivet er skåret ind til benet, kareten har kun et hjul, hestens bagkrop fusioneres med vognen og af ægteparret ses kun profilen. Symbolerne føjer sig efter hinanden som ornamenter på billedfladen. Komplementære røde-grønne og blå-gule farver skaber visuel slagkraft. Kombineret med Heerups arabeske symbolsprog giver de stærke farveklange næsten motivet tatoveringens karakter.
En lille nisse, måske Heerup selv, løber langs vognen. Han tiljubler kærlighedsparret og rækker en blomst frem mod dem, men manden og kvinden synes ikke at bemærke det. Måske er nissen en drillenisse? Et billede på, at selv i lykkelige ægteskaber kan nissen flytte med som blind passager.
Henry Heerup: Elskende Par i Hjerteskoven, 1963. Gladsaxe Kommune
Elskende Par i Hjerteskoven, 1963
I maleriet Elskende Par i Hjerteskoven fra 1963 ophøjes det banale kærlighedsmøde mellem mand og kvinde til noget universelt; en hyldest til kærligheden og frugtbarheden.
Skildringen af det anonyme kærlighedspar i hjerteskoven repræsenterer de to køns møde og den potentielle forplantning. Måske repræsenterer parret det oprindelige menneskepar: Adam og Eva. Det er imidlertid ikke Paradisets Have men i en jordisk skov, at scenen/mødet udspiller sig. Parret går frejdigt hinanden i møde i en lysning i skoven. Der antydes en forbindelse mellem manden og kvinden; hans venstre og hendes højre arm er smeltet sammen. Det er ikke mødets og kærlighedens sanselige karakter der skildres, men den symbolske sammensmeltning af to mennesker.
De elskendes møde, dets højtidelige karakter og dets puls, afspejler sig i hjerteskovens formationer. To store træstammer danner en åbning og portal omkring parret, der er på vej ind i et solbeskinnet gult landskab. Træerne slynger deres frodige grønne bladgevækster omkring hinanden som to kroppe, og de ”kroner” det elskende par med et svulmende rødt hjerte. Fra hjertet udgår to store (puls?) årer, der fører væske tilbage til naturens vækster. De to træer danner symbolsk port og vagt om parret.
Begge træstammer har former og mørke huller, der antyder deres køn; således har stammen til venstre for kvinden en organisk kvindelig form, hvorimod stammen der står ved mandens side er kantet og mørk i sin udformning.
Endelig antyder de mørke huller, at træstammerne er kønsspecifikke: Den pilespidsagtige form, der tegner kvindens køn, genfindes som et mørkt hul i den kvindelige træstamme. Ifølge Heerup er netop denne pilespidsagtige form det ”folkelige tegn for det kvindelige kønsorgan”. I baggrunden bag det elskende par ses en stor hvidlig ægformet sol. Der er tale om to frugtbarhedssymboler i én og samme form. Dels ægget som symbol på liv og sammensmeltning (mand/kvinde), og selve Solen som en hyldest til frugtbarheden og betingelsen for naturens frugtbarhed.
Hjerteskoven og naturen omkring det elskende par svulmer af forplantningens frodighed og safter.
I Elskende Par i Hjerteskoven skildrer Heerup både direkte og symbolsk kærligheden og frugtbarheden som evige energikredsløb, sammensmeltninger og udvekslinger, mellem det kvindelige og det mandlige.
2007 er 100-året for Heerups fødsel. I den anledning er der fokus på ham mange steder. Indtil den 17. juni kan man se den store udstilling Heerup – Liv og Død på Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum.
Begrebet ”folkelig” får til tider en ufrivillig nedsættende klang i betydninger som naiv, banal og overfladisk. Men ”folkelig” – i forbindelse med kunstneren Henry Heerup – rummer andet og meget mere end denne betydning. Det ”folkelige” skal forstås som Heerups unikke evne til at finde motiver af universel og fællesmenneskelig karakter i sin helt private sfære – og omvendt. Heerup formår om nogen at omsætte livets store emner til et forståeligt og genkendeligt billedunivers, hvor den hyppige brug af dagligdags begivenheder og genkendelige symboler gør, at folk i hans værker faktisk ”kan støtte sig til noget”.
Henry Heerup: Fredsklokken, 1944. Herning Kunstmuseum
Folkelig betyder, med Heerups egne ord, forståelig. Folkelig på den måde, at forståelsen af Heerups kunst er mulig på mange niveauer, hvorfor Heerup, som en af de få kunstnere herhjemme og i udlandet, formår at forene både bred folkelig popularitet og betragtelig høj kunstnerisk anerkendelse.
I værkerne behandles livets centrale temaer på en uforfinet og ukompliceret måde i en afstandtagen til det intellektuelle akademiske. Heerups levevis og dyrkelse af naturen afspejles direkte i motiv- og farvevalg. Kunstproduktionen foregår midt i naturen, hvor også livet leves, og hvor essentielle emner som seksualitet, fødsel og død tænkes ud fra et vitalistisk ideal om den intuitive livsbekræfter.
Henry Heerup: Badende børn, 1955. Privateje
Om dette fortæller Heerups hustru Marion: ”Hele hans liv er gennemtrængt af en art ceremonier, mest i form at et tilbedelsesforhold til naturen”. Og ligeledes: ”De ting han én gang mener, han skylder naturen – at bade, hvis det er badevejr, at sidde, hvor solen er – dem udfører han, lige meget hvor stor en belastning, de er for hans program. Det er, som om det er det ritual, der tvinger ham til det – at han må vise solen den ære at sidde, hvor den er”.
På denne baggrund afspejles det, hvorledes dyrkelsen af naturen og glæden ved kroppens arbejde fungerer som katalysator for den kunstneriske produktion – og omvendt.
Billedkunstnerisk ses venerationen og respekten for naturen i en dyrkelse af livet med motiver som fosteret, kvindeskødet, moderskabet og familien. Alle omhandler de det spirende liv, essensen af den livsbekræftende kunst.
Den vitalistiske livsanskuelse kommer også til udtryk i Heerups behandling af materialet. Tydeligst er dette i arbejdet med stenskulpturerne, hvor ideen om, at bag granittens harnisk gemmer der sig en levende natur, en form, man blot skal hugge ud af den omkringliggende masse. Formen – stenens motiv – skjuler sig i en tilsyneladende livløs natur og huggerens arbejde består i at frigøre livskraften.
Henry Heerup: Paa Livsvejen, 1960. Heerup Museum
Formsprog
Det første man lægger mærke til ved mange Heerup-billeder, er den hyppige brug af velkendte symboler – især hjertet, korset og hjulet. Men det myldrer også med nisser, katte og skraldemænd, der i det heerupske billedsprog tilegnes en vedtagen betydning gennem gentagen brug. Således skaber blandingen af almene symboler, historiske kendsgerninger og personer fra Heerups privatsfære på lærredet en række genkendelige figurer, der, i fortættet form, godtages som vedtagne tegn, idet de underbygger værkernes gentagne tematikker.
En række af disse er efterhånden blevet alment kendte: cyklen, skraldemanden, nissen, fostret, familien, manden og kvinden. Især nissen, der, som selvsymbol, fortæller noget om Heerups selvopfattelse. På trods af den spidse hue, er der ikke tale om en drilsk julenisse men snarere om en naturens kispusmager – en pan, som den fra eventyrene, der driver gæk med menneskene og roder bod igen for, som tolk mellem menneske og natur, at genskabe livsbalancen.
Det er tydeligt, at Heerup ønskede at indføre en vis balance i tingene, for som han selv udtrykker det: ”For megen harmoni virker sløvende. Det er disharmonier, som sætter sjælens aktivitet op”.
Henry Heerup: Uden titel, 1970. Udsmykning til Kampsax Kollegiet
Helt konkret ser man ofte på værkerne, hvorledes lærredets fysiske tilstedeværelse overholdes således, at det naturalistiske billedrum forlades til fordel for fladebetoningen. Figurerne træder ofte helt frem i forgrunden, som en slags collage eller frise, hvor motivernes størrelse ikke afhænger af perspektiv, men af deres betydningers indbyrdes vigtighed. Dette, sammen med den ornamentale dekoration, er beslægtet med vikingetidens elegante slyngninger og middelalderens kalkmalerier.
Den skarpe konturlinie afgrænser figurerne fra hinanden og giver dem et omrids, der gør dem tydelige. Heerups farvespekter spænder bredt, men alligevel er der noget elementært over valget af farver, der gør dem – som figurerne – til symbolfarver.
Den direkte perception af elementerne på værkerne er som sådan heller ikke diskuterbar. Snarere er der lagt op til en umiddelbar opfattelse af symbolernes betydning, hvor den individuelle tolkning først gør sig gældende i forholdet mellem symbolerne på det enkelte værk.
I modsætning til nogle af Cobra-bevægelsens andre kunstnere er Henry Heerup ikke nogen spontan eller abstrakt kunstner. Gennem sin kunst taler Heerup i et klart og tydeligt sprog, hvor billedbudskabet formidles som universelle emner, der også kan indeholde et enestående budskab for den enkelte. Det er herfra Heerups ”folkelighed” får sin værdi.
Henry Heerup: Mand, Kvinde og Tempel, 1954. Rødovre Centrum A/S
Mand, Kvinde og Tempel, 1950
I forgrunden står manden, rank og muskuløs. Han står i den klassiske kontraposto med ryggen til beskueren, hvilende på sin højre fod. På hovedet bærer han, det der minder om en romersk soldaterhjelm, men udover denne er han nøgen. I hånden bærer han en stor hammer, arbejderens og stenhuggerens redskab. Ved hans fod står hjulet, symbolet på livets cyklus.
Manden er vendt mod kvinden, der træder frem med front mod manden. Bag sig medbringer hun Solen og morgenen, der allerede har lagt sine stråler på den grønne natur i baggrunden. Hun er ligeledes nøgen.
Mellem manden og kvinden ligger templets ruiner. Intet i billedet antyder, hvad der kan have forårsaget dette kaos. En ensom søjle står stadig midt mellem manden og kvinden – vil den vælte også?
Værket fortæller om livets cyklus på det stadie, hvor den gamle kultur er styrtet og den nye fødes. Manden og kvinden er, som de første mennesker, Adam og Eva, var, endnu nøgne. Kvinden, der kommer med den nye verdens dagning, repræsenterer den natur, det nye liv skal vokse af. Manden står klar med arbejdets redskab til at (gen)opbygge af templets ruiner en ny verden. Således fortæller værket om dialektikken mellem liv og død, livsbalancen, der er nærværende i Heerups kunstproduktion.
Henry Heerup: Krig og Fred, 1945. Privateje
Krig og Fred, 1945
Af Lotte Korshøj
Mørket har sænket sig, og til venstre i billedfladen fyldes luften med faldskærme. Et fly viser sig på himlen, og som symbol på krigens realiteter mimer dette fly korsets form - dødens symbol. Dette dystre univers modsvares dog af et anderledes lyst sind, der præger højre side af billedet. Her symboliseres det trygge og hjemlige ved et teglstenshus, fra hvis tag der fremvokser en kæmpemæssig blomst.
Som tegneseriens tankeboble danner blomsten et billede af den idyl, der findes indenfor hjemmets trygge vægge. Blomstens hoved udgøres således af billedet af en moder med sine to børn, der meget vel kan være Heerups første kone Mille og børnene Ole og Nanna, som ofte finder plads og hjerterum i Heerups billedunivers. Figurerne er omgivet af den røde farve, som understreger det stærke kærlighedsbånd, der forbinder dem.
Billedet omfatter, som titlen antyder, temaet Krig og Fred, og berører dermed også forholdet mellem liv og død. Poler, der eksisterer i kraft af hinanden, og som ikke mindst er allestedsnærværende i det ”Heerupske univers”.
Spændt ud mellem disse yderpunkter ser man centralt i billedfladen en cyklende skikkelse, der i høj fart bevæger sig nedad en dominerende arabesk. Sandsynligvis et billede af Heerup selv. Et menneske placeret mellem krig og fred, mellem liv og død – En kunstner placeret midt i livet!
Henry Heerup: Bryllupskareten, 1963. Louisiana
Bryllupskareten, 1963
En hest og en brud så hvid som sne, et hjerte så rødt som blod og et kors så sort som ibenholt.
Bryllupskareten er et eventyrligt billede, der hylder kærligheden som fundament for livet: Et nygift par har fundet hjerterum og sat fælles kurs. Tæt sammen i karetens grønne rum griber de fast i hestens tømme, livsrejsen kan begynde. Kareten er formet som et rødt hjerte, det ultimative kærlighedssymbol. Heerup har ”presset” hjertet lidt så det passer inden for billedrammen og kareten kommer til at minde om et æble. Æblet fra syndefaldet måske eller æblet fra eventyrerne?
En strålende solsikke lyser som en gul klode under hestens mule. Blomstens form gentages i hjulet, der trækker kareten af sted, og i blomsterne, der som små sole eller miniaturehjul understreger motivets dynamik. Kærlighedskareten er startet og livshjulet er sat i bevægelse. Hjulets eger danner et mørkt kors. Heerup skaber et arketypisk symbol, der understreger, at livet og kærligheden kun eksisterer i kraft af døden. Som i middelalderens kalkmalerier symboliserer hjulet livsrejsen, menneskets rejse fra vugge til grav.
Motivet er skåret ind til benet, kareten har kun et hjul, hestens bagkrop fusioneres med vognen og af ægteparret ses kun profilen. Symbolerne føjer sig efter hinanden som ornamenter på billedfladen. Komplementære røde-grønne og blå-gule farver skaber visuel slagkraft. Kombineret med Heerups arabeske symbolsprog giver de stærke farveklange næsten motivet tatoveringens karakter.
En lille nisse, måske Heerup selv, løber langs vognen. Han tiljubler kærlighedsparret og rækker en blomst frem mod dem, men manden og kvinden synes ikke at bemærke det. Måske er nissen en drillenisse? Et billede på, at selv i lykkelige ægteskaber kan nissen flytte med som blind passager.
Henry Heerup: Elskende Par i Hjerteskoven, 1963. Gladsaxe Kommune
Elskende Par i Hjerteskoven, 1963
I maleriet Elskende Par i Hjerteskoven fra 1963 ophøjes det banale kærlighedsmøde mellem mand og kvinde til noget universelt; en hyldest til kærligheden og frugtbarheden.
Skildringen af det anonyme kærlighedspar i hjerteskoven repræsenterer de to køns møde og den potentielle forplantning. Måske repræsenterer parret det oprindelige menneskepar: Adam og Eva. Det er imidlertid ikke Paradisets Have men i en jordisk skov, at scenen/mødet udspiller sig. Parret går frejdigt hinanden i møde i en lysning i skoven. Der antydes en forbindelse mellem manden og kvinden; hans venstre og hendes højre arm er smeltet sammen. Det er ikke mødets og kærlighedens sanselige karakter der skildres, men den symbolske sammensmeltning af to mennesker.
De elskendes møde, dets højtidelige karakter og dets puls, afspejler sig i hjerteskovens formationer. To store træstammer danner en åbning og portal omkring parret, der er på vej ind i et solbeskinnet gult landskab. Træerne slynger deres frodige grønne bladgevækster omkring hinanden som to kroppe, og de ”kroner” det elskende par med et svulmende rødt hjerte. Fra hjertet udgår to store (puls?) årer, der fører væske tilbage til naturens vækster. De to træer danner symbolsk port og vagt om parret.
Begge træstammer har former og mørke huller, der antyder deres køn; således har stammen til venstre for kvinden en organisk kvindelig form, hvorimod stammen der står ved mandens side er kantet og mørk i sin udformning.
Endelig antyder de mørke huller, at træstammerne er kønsspecifikke: Den pilespidsagtige form, der tegner kvindens køn, genfindes som et mørkt hul i den kvindelige træstamme. Ifølge Heerup er netop denne pilespidsagtige form det ”folkelige tegn for det kvindelige kønsorgan”. I baggrunden bag det elskende par ses en stor hvidlig ægformet sol. Der er tale om to frugtbarhedssymboler i én og samme form. Dels ægget som symbol på liv og sammensmeltning (mand/kvinde), og selve Solen som en hyldest til frugtbarheden og betingelsen for naturens frugtbarhed.
Hjerteskoven og naturen omkring det elskende par svulmer af forplantningens frodighed og safter.
I Elskende Par i Hjerteskoven skildrer Heerup både direkte og symbolsk kærligheden og frugtbarheden som evige energikredsløb, sammensmeltninger og udvekslinger, mellem det kvindelige og det mandlige.
2007 er 100-året for Heerups fødsel. I den anledning er der fokus på ham mange steder. Indtil den 17. juni kan man se den store udstilling Heerup – Liv og Død på Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar