Louisiana udstiller eminente Lucian Freud

Louisiana er i den grad tilbage på lystavlen med den første store udstilling på dansk jord om Lucian Freud – den mest respekterede og højest betalte engelske maler i vor tid.

Hvis emnet ellers havde noget at sige, burde denne inciterende og imponerende udstilling vises i Kødbyen, måske sågar på Flæsketorvet. For det er meget i høj grad dét, kød og flæsk, som den engelske figurmaler Lucian Freuds billeder afslører mest af hos de af sine medmennesker, som han har ønsket at male.

Han går i den grad i kødet på folk. Nu er udstillingen i stedet kommet til et museum, som de næste par måneder burde gå under navnet Luciana, som en ærbødig hilsen til Storbritanniens største nulevende figurmaler og det, hans billeder kan gøre ved tre sale.

Notorisk menneskesky
Forvent ikke at møde den 84-årige maler selv i Humlebæk. Heller ikke selv om han hævdes at være i fin form og vistnok stadig kan være en elektrificerende oplevelse at være sammen med for de unge kvinder, der får muligheden. Her kan en Jørgen Leth godt gå hjem og lægge sig – alene.

Uanset at nærmest alle Freuds billeder handler om mennesker, er han selv notorisk menneskesky. Nogen må dog være stødt ind i ham gennem tiden, for han hævdes at være far til 40 børn, hvoraf han selv kun anerkender de 17 som sine egne.

Igennem lang tid var der kun ét af disse børn, der kendte telefonnummeret til hans atelierer i Holland Park i det eksklusive Vest London. Det er her, billederne bliver til, ofte mange ad gangen, over lange perioder, både om dagen og om natten. At skabe dem er en besættelse for maleren.

Stiller uhyrlige krav
Sådan går rygterne, der også fortæller, at Freud i 40 år ikke har set skyggen af sin bror, Sir Clement Raphael Freud, som i øvrigt var den første jødiske politiker, som blev valgt ind i det britiske parlament for det nu hedengangne Liberal Party og var MP fra 1973 til 1987.

Der fortælles også historier om de uhyrlige krav, som maleren Freud stiller til sine modellers tilstedeværelse. En kvinde, der blev engageret til at stå model til ét billede, endte med at måtte gøre det i hver eneste aften fire til fem timer i hver eneste uge i seksten måneder.

Intenst fascinerende og frastødende
Det giver et samlet forbrug på cirka 2.400 timer. Er det sandsynligt? Tja ... ud fra det forstår man i hvert fald bedre, hvorfor så mange af disse figurer falder lidt sammen på billederne, hvorfor de flader ud eller ligger ned og ikke sjældent er fastholdt med lukkede øjne.

Men især forstår man godt, hvorfor alle Freuds malerier og raderinger – og det gælder også de knap 80, som Louisiana har fået lov at låne til denne for Danmark unikke lejlighed – er både så intenst fascinerende og frastødende i deres fravær af blufærdighed.

For han slipper dem ikke, før de er helt færdige, altså billederne, og før hvert eneste strøg har fundet sin plads i den tætte, nærmest landskabelige struktur af farvenuancer, der danner kroppen og ansigtet i det liv, der altid må genskabes på et lærred.

Alle detaljer er med
På dette krævende punkt ligner Freud den store franske portrætmaler fra 1800-tallet J.D. Ingres. Heller ikke franskmanden udførte sine billeder for udelukkende at flattere de personer, der sad for ham. Til gengæld fik de oftest lov til at sidde, i seance efter seance, indtil der ikke var mere for maleren at føje til.

I portrættet af ’Den store mand’ har Freud ligefrem anvendt et kompositionsskema af Ingres, der gerne tryllede med spejlingseffekter i sine fashionable portrætter af adel og overklasse. Også Freud lader et vægspejl røbe bagsiden af den store mands hoved for os.




Kødfuld, blodsprængt form
Køn er han langtfra, denne habitklædte kæmpe, som han sidder dér og vælter ud over stolen, med sine klodsede lemmer, grove hænder og ufokuserede øjne i det brede ansigts kødfulde, blodsprængte form.

Ja, kønne er vel overhovedet ingen af disse mange skikkelser, Freud har diagnosticeret i et varieret spektrum af farver. Nok forekommer disse ansigtsformer at være faste og gennemmodellerede, som kød, der med hjælp af både paletten og penslen er sat endegyldigt på plads.

Men den lette forvridning af ansigtets form eller forstørrelsen af visse detaljer lader også noget karikeret rykke inden for synsvidde. Det er ikke Freuds blik for det kønne i naturens åbenbaringer, man hænger sig ved som den perfekte koordinering af sansning og genskabelse.

Maler hvad han ser
Med hensyn til stofligheden så løfter udstillingen også sløret for, hvordan Freuds malemåde og arbejdsredskaber har udviklet sig med årene. I starten akkumulerede han en masse detaljer med en pensel med fine zobel- eller mårhår.

Først da han engang i 1950’erne gik over til at male med vildsvinebørster, blev hans brug af oliefarven mere plastisk, nærmest skulpturel i sin sensualitet. Yderligere tyve år senere, i 1970’erne, begyndte så hans nøgenbilleder at tage form, og derefter har det været stadig sværere for hans modeller at holde varmen.

Slap man Freud løs i en nudistlejr, ville han formentlig få stress. For denne afskrælning af al beklædning siger ham noget, som den gennem hans billeder siger os. Men som han selv har udtrykt det, foretrækker han at male, hvad han ser, ikke hvad hans publikum håber, at han ser.

Menneskeskildrer, ikke menneskekender
Det påstås, at Freud har betakket sig for at male både paven, altså den tidligere, og den engelske dronning. Man ved ikke, om afslaget skyldes Freuds kendte afsky for notabiliteter og al deres ceremonielle væsen, eller om modellerne selv har ødelagt chancen for et samarbejde ved at insistere på at beholde tøjet på.

Men faktum er, at hans modeller for det meste er jævne mennesker, håndplukket i kunstnerens omgangskreds eller er mere eller mindre tilfældige personer, der har krydset hans vej. Det afskærer os fra at kontrollere, om han har ramt ligheden. Men denne lighed og modellens identitet er heller ikke af interesse for kunstneren.

Den tilstedeværende person er blot en anledning for kunstneren til at udleve en kreativ proces, der så godt som aldrig tager den nemme vej uden om perfektionen. Portrætmaleren er nok menneskeskildrer, men ikke menneskekender.

Ophøjes som skabninger
Sammenlignet med et andet aktuelt udstillingsemne på Louisiana, Richard Avedon, er det både påfaldende og paradoksalt, at hvor Avedon vil gå i dybden og afsløre individet bag alle paraderne, vil maleren hellere bruge mennesket til at fortælle os noget fundamentalt om maleriets identitet.

Hvor manden bag kameraet tålmodigt går efter, at en person uforvarende lader sit sande jeg træde frem, bare en sekundbrøkdel, venter Freud slet ikke på noget ’rigtigt’ øjeblik. Gengivelse af virkeligheden er de fælles om. Men for maleren findes der i modsætning til fotografen ikke øjeblikke, der er rigtigere end andre.

For hans arbejde gælder altid et billede, der er en sum af uendelig mange sekunder og sansninger, og han påstår ikke engang, at vi kommer nærmere sandheden om en person, fordi han eller hun har smidt tøjet. Klædt af til skindet bliver mennesker snarere mere ens. De nedværdiges som individer, men ophøjes som skabninger.

Dyreste nulevende kunstner

Det engelske establishment har ikke fået en chance for at tage Lucian Freud til sig. Hvilket vil sige, at han ikke tager imod bestillingsopgaver. De rige må nøjes med at købe hans produktion, som lige så lidt som maleren selv er for alle og enhver.

Allerede for en halv snes år siden begyndte priserne for Freuds arbejder at fabrikere avisoverskrifter, og i juni gik et portræt af vennen, forfatteren Bruce Bernard på en auktion i London for, hvad der svarer til knap 90 millioner kroner, plus salær.

Netop salget af Bruce Bernard, i øvrigt med tøj på, gjorde Freud til den dyreste nulevende kunstner i verden. Penge har han altså nok af. Men han er også god til at bruge dem. For han er kendt for at spille. Interessen for heste er måske det eneste, han deler med sin politikerbror, Clement, ud over familieskabet med Sigmund Freud.

Fokus på overfladen
Grundlæggeren af psykoanalysen er bedstefar til dem begge. Umiddelbart er det ikke så væsentlig en oplysning, som man kunne tro. For mens bedstefar Freud med videnskabelig konsekvens søgte efter en ukendt sandhed om mennesket i dets underbevidsthed og bag dets fortrængninger, stopper Lucian ved hudens overflade, hvor kødet og blodet lige anes, for dér at finde en ny sandhed om maleriets muligheder.

Den kunstneriske værdi og værdien af kunst, målt i danske kroner eller engelske pund, er almindeligvis usammenlignelige størrelser. Og så alligevel.

Spektakulær begivenhed
Man kan rose udstillingen blot ud fra den betragtning, at vi nu har fået en mulighed for at opleve den formentlig betydeligste og mest eminente figurative maler i live i dag.

Men det eksploderende prisniveau på Freuds værker gør et sådant show til en endnu mere spektakulær begivenhed på vore breddegrader, simpelt hen fordi den er så vanskelig at arrangere og finansiere.

Der skal mere end almindelig diplomati og jævne overtalelsesevner til at få så mange private til at betro deres freudianske erhvervelser til et fremmed museum, endda så længe.

At Freud ydermere – som den moderne klassiker, han er – slår bro mellem den gamle museumskunst, og nuets meget figurative kunst, både i Europa og Asien, er et moment, der gør mødet med ham særlig aktuelt.

http://www.louisiana.dk/