Per Kirkeby - en mester vender hjem

Louisiana markerer Per Kirkebys 70-års fødselsdag med en gennemarbejdet præsentation af et magtfuldt værk – essensen af Kirkeby.

Af Torben Weirup
Mandag den 1. september 2008, 21:45

Per Kirkeby er – som han også selv bemærkede i et interview i denne avis for nylig – en rigtig god maler.

På sin vis er han nærmest blevet synonym med, hvad vi i bred almindelighed opfatter som moderne maleri. Store armbevægelser. Stærke farver. Kontraster, temperament, tilsyneladende vildskab. Følelsesfuldt og ekspressionistisk. Hans billeder kan være dramatiske men også rolige og lyriske. Stort set abstrakte lærreder – måske med antydninger af figuration. Det er malerier, der i så udpræget grad rummer nogle intense stemninger. Skønt ikke facile har de dekorative kvaliteter. Det er i hvert fald malerier med appeal. Det er i reglen magtfulde og autoritative billeder komponeret af en kunstner, der har kendt sine virkemidler, vidst hvad han ville, forandret sig uden at forråde sit udgangspunkt, opnået en stadig større frihed. Min sjæl, hvad vil du mere?

Indhold i billederne.

Og indholdet er om noget fortællingen i Louisianas udstilling. Billedernes inventarium. Billedernes struktur og motiver. Kirkebys metode. Udstillingen er den tredje af slagsen.

For 18 år siden viste museet i Humlebæk en retrospektivt disponeret præsentation, der også knæsatte Kirkebys betydning som et af »satsningsområderne« i museets indkøbs- og udstillingspolitik. I 2002 kom så den kunsthistorisk interessante og på mange måder både oplivende og underholdende udstilling om Kirkebys malerier på masonitplader i 1960erne og 70erne; alle i samme mål: 122 x 122 cm. Enkelte af den type billeder - en udsøgt håndfuld - er også med på den nye udstilling, der åbner i dag. Men de spiller en beskeden rolle i sammenhængen. Dels er det ikke så længe siden, denne type billeder blev vist i stort udtræk - dels er de der nærmest som en sikkerhed for, at vi alle nu også har forstået pointen:

Det kan godt være, at Kirkebys malerier er dejlige at se på, men det er indholdet, der sammen med udførelsen gør Kirkeby til den meget, meget betydningsfulde billedkunstner, han er. Kirkebys bog fra 1968, »Billedforklaringer«, er udstillet på udstillingen. Og det giver sammen med dens andre elementer god mening. »Billedforklaringer« var den dengang 30-årige, meget selvbevidste kunstners forsøg på at formulere sin fascination af al verdens billeder. I tidens stil rummer bogen en række korte, næsten fragmentagtige, undertiden novellelignende tekster om arkitektur, trivialkultur og andre maleres billeder. Om superhelte, hytter, geologi. Meteorsværme på vej mod Jorden. Og fantasier om mere eller mindre afklædte kvinder.

Bogen er ophængt tæt ved masonitpladerne fra 1960erne og eksempler fra kunstnerens egne fotoalbums fra ekspeditionerne til Grønland. Kirkeby har fotograferet forskellige geologiske fænomener, han er stødt på, og har omhyggeligt klæbet billederne på siderne ledsaget af kortfattede maskinskrevne forklaringer. Her er en af nøglerne til hans værk.

Essensen af Kirkeby

Udstillingen på Louisiana synes at påpege, at Kirkeby meget tidligt og gennem årene meget konsekvent har arbejdet med et fast billedvokabularium, et arkiv eller bibliotek af billeder, der er blevet til faste elementer i hans værk. For der gemmer sig jo motiver i hans ved første øjekast rent abstrakte malerier. Motiver, overvejelser over maleri, erfaring og erindring. De konflikter af såvel personlig som eksistentiel og identitetsmæssig karakter, mennesker bliver nødt til at forholde sig til livet igennem. Et enkelt eksempel: Et af tilværelsens grundvilkår er forandringer. Forandringer er et tilbagevendende tema i Kirkebys værk.

Man får ofte associationer til landskaber i Kirkebys billeder, fordi de har en så stærk organisk karakter, men skønt der i udtalt grad er naturoplevelse i hans billeder, er Kirkeby ikke landskabsmaler. Billederne er landskaber i sig selv. De efterligner ikke. De er. De er en verden i sig selv. Men i denne verden finder man meget hyppigt referencer til de billeder og figurer, der optager Kirkeby, og som han vender tilbage til igen om igen:

Træstammen, træstubben, eventuelt det væltede træ eller træet som bjælke ligesom i et kors. Ruiner, huler, vandløb, himle, lysfald i vegetationen, terrasser, klipper, isbjerge, geologiske fænomener af forskellige art. Der er både forkastninger og kontinentalplader i drift, opbrud og pludselig undergang i billederne, der også opererer med det langstrakte perspektiv, der kendetegner geologien.

Skønt billederne ofte ser ud, som om kunstneren har stået med en kost og nogle pensler for netop at få det til at se så let og selvfølgeligt ud, påpeger udstillingen, at Kirkeby arbejder meget metodisk. Han tegner. På nogle sorte tavler – ligesom dem man bruger til undervisning - undersøger han helt didaktisk forskellige former og figurer, og han er bredt orienteret i kunst- og kulturhistorien.

Kirkeby har opbygget sit faste inventar – og hans enorme viden om andre kunstnere har ikke alene udmøntet sig i en imponerende række kunstnermonografier men også i inspiration. Andre kunstneres billeder - hans egne for den sags skyld også – giver ham en impuls eller en lyst til at forsøge sig med nye variationer over kendte temaer. Udstillingen, der består af omkring hundrede malerier og halvt så mange skulpturer plus det løse, viser, at der er en stor konsekvens i Kirkebys produktion. De tidlige billeder foregriber de senere. Der er sammenhæng i tankegangen hos Kirkeby. Det er vitterlig et magtfuldt værk, der foldes ud i Humlebæk.

Absolut Kirkeby

Udstillingen er – som det meget ofte er tilfældet på Louisiana – fornemt formidlet. Den er opbygget, så perioderne repræsenteres, men at billederne samtidig får plads. Udstillingen er omfattende men udsøgt.

Murstensskulpturerne kan være vanskelige at udstille selv for Louisiana, der må have brugt formuer på at fragte de helt rigtige malerier hjem fra alverdens lande, så vi nok får essensen af Kirkeby, men også hovedværker, vi er mindre fortrolige med, end dem der hænger på vores egne museer. Kunstmuseet i Århus har udlånt et vigtigt billede som »Nach der Abnahme«. Louisiana har selv adskillige af kunstnerens hovedværker, og de indgår naturligt i udstillingen. Blandt andet »Viel später« fra 1992 og »Weltuntergang« fra 2002. Det sidste er netop erhvervet med støtte fra Ny Carlsbergfondet. Murstensskulpturerne er derfor præsenteret gennem modeller og ikke mindst storartede fotografier taget af Jens Lindhe. Og så er der jo i øvrigt én af slagsen på Humlebæk Station.

Undervejs i udstillingen kan man støde på brudstykker fra en film – »Pers metode« – som er lavet til lejligheden. Den har karakter af en samtale mellem Kirkeby og Poul Erik Tøjner om billeder, og det fungerer fint i sammenhængen, fordi man faktisk kan stå og se på det billede, de taler om. Undertiden er de skjulte motiver i Kirkebys skilderier af privat karakter – og samtalen åbner for de historier, der ligger i billederne. På en måde der kan skærpe opmærksomheden overfor kunstnerens værk i det hele taget.

Filmen kan ses under udstillingen, vises i DR i løbet af efteråret og er indlagt i udstillingens katalog. Det er en fiks lille sag, der ligner en DVD-boks, og det er måske sjovt, at når værkerne generelt er så store, er kataloget til gengæld så småt. Spørgsmålet er imidlertid, hvor god en idé det er at lave kataloger, hvor billederne er så små, som tilfældet er her.